
reaktion

fra spillekortsantologi udgivet af Ekbátana se mere
Huden sidder fast på indersiden af plasteret
huden sidder fast omkring min krop den har altid
holdt sammen på det hele og er alligevel blevet ved at være blød
jeg kan ikke rive plasteret af uden at flænse
huden af min finger sådan er jeg nu
af frygt for hudløshed lader jeg plasteret sidde og frygter i stedet
at det gror sammen med mig
at jeg ikke længere vil kunne skelne mig selv
det ER sommer men vi har tændt op i brændeovnen
lyttede til husets lettelsessuk
først i dag er det lykkedes mig at få sleeptrackeren af
fingeren er tynd og hvid der hvor den strammede
senere vil vi fotografere fingerens daglige tilstand
efter fire nætter med for lidt søvn
fire morgener hvor jeg er blevet vækket
før jeg var færdig med at sove
har jeg givet op fingeren dunker varmt
som om den tror den skal være hjerte
I en rickshaw gennem vrimlen
af støv og sol og sultne hunde
skudt fire gange i ansigtet
uden at dø og skuddene
lyder langt udenfor min hørevidde
i mit eget virvar
sukkerrør halshugges
med korte sabler
et præcist og svulstigt
hug gennem luften
værsgo at tygge
og spytte ud værsgo
at række hænderne ud
og ae barnets hoved
på den spinkle hals
til ære for kameraet
værsgo at stråle blegt den nye hud
er altid lysere
nedenunder når den gamle
skræller sig af som råkost
på gaflen
med hinanden på skødet
i en rickshaw smelter vi
sammen som roquefort
med smykker og negle og klæbrige tunger
de skal afsløre
hemmeligheder som rifter i vejen
og jeg lover at bløde for os begge
styrtbløde ind i alle revner, oversvømme natten
udslette alle dens tørre væsner
at smuldre resterne af næsten-søvn i asken
Udspændte parker bakker sig mildt
og luftigt
vi rører græsset
taler om hvor grønt
der er i andre lande
en edderkop kravler på min lillefinger
bøjer os over blomstrende planter
siger that’s gorgeous, that is precious
fotografere hvert et strå
ingen vej udenom
købe indiske perler og afghansk lapis
røre ved statuen ved rosen og den åbning
er for længst afspærret
et skuldertræk, kløen i fingerspidserne og bruservandet
køligt uimponeret
af den richness din lille darling og en havn
jeg bliver ved at sejle ind i igen og igen for at finde mit hjem
en lykke som vores er sjælden den flagrer
urørligt ligesom
timiankøllesværmeren over orkideerne ved Møns Klint
ikke røre ved vingerne
sart støv sprudler i lyset
taler om brødets tykkelse
i mørket dets blødhed og knækket
gør mig endnu mere dødelig
end jeg var i forvejen
Konceptet poesi-brøker er udviklet af Kenneth Krabat læs mere her
læs om at være natvendt danskforfatterforening.dk/natvendt-natlevende-nocturnal
Trykt i A Little Less Conversation #10
Månen ligner ikke en undskyldning for mig selv
jeg undskylder mine stødende bemærkninger om det hvide hus
undskyld siger jeg og så er jeg undskyldt